Circle M Farm

Good horses don't cost, - they pay!


 

I dagene 28. september til 2. oktober, blev der igen afholdt Europamesterskaber for Amerikanske Paint Horses, i Aachen i Tyskland.

Flere hundrede af Europas allerbedste Paint Horses havde sat hinanden stævne, i de mange forskellige western discipliner, som vores herlige og brogede hesterace jo er kendt for, over hele verden.

Ved "European Paint Horse Championship 2005" som var showets officielle navn, deltog vi i år med vores 4 årige sortbroget hingst: Gamblers Masterpiece, og hjembragte dermed Guldmedaljen og titlen ”European Champion”, i klassen for Aged Stallions Masterpiece var altså en af de yngste i denne klasse på 16 hingste! Og ud over de flotte titler, høstede han samtidig hele 23 point i Halter.

Dette var i år tredje gang i træk det blev til medaljer ved et EM, for Circle M Farm.

EM for American paint Horses, afholdes jo kun hvert andet år og første gang vi fik medalje var i 2001, hvor vores hoppe "Red Hot Barb" hentede guld i Showmanship at Halter. Anden gang var i 2003 hvor vores dengang 4-årige hingst "Gamblers Tosmarttocut" som fik bronzemedalje i Halter All Ages hingste. Og i år blev det så ”Smarties” lillebror Masterpiece, som altså hjembragte guld og dermed topplaceringen blandt alle Europas Aged Stallions.

Dette er vi meget stolte af. Og følelsen af at stå som vinder, midt mellem to af de (næst)bedste hingste og høre den danske nationalmelodi blive spillet, er da også noget ganske særligt.

For øvrigt var vi i år de eneste danske deltagere dernede. Hvilket jo var lidt ærgerligt, idet der helt bestemt ville have været flere mulige danske ekvipager, som kunne have gjort sig i den gode ende af skalaen.

Der blev for ca. en måneds tid siden afholdt DM for samme race i Vejle Ridecenter, hvor Masterpiece for andet år i træk blev Danmarks bedste hingst i racen. Men her blev der bestemt også vist andre gode paint heste, som har international format. Så vi vil bruge de næste par år på at hjælpe flere af vores kolleger over skrækken for at bide skeer med de helt store navne indenfor racen.

Faktisk havde vi arbejdet hårdt på at sætte et dansk team op i dette års "Nations Cup", som for anden gang blev afholdt sammen med EM. Men dette lykkedes desværre ikke, idet vi altså var de eneste danskere som havde valgt at tage den lange tur til Aachen.

PHCDK havde ellers afsat hele 5.000,- kr til dette formål, men heller ikke dette kunne friste 5 nødvendige ekvipager afsted. Dette var meget ærgerligt. Og vi blev da også "overfaldet" fra mange sider, af de forskellige kontakter som vi har arbejdet med, i forbindelse med dette projekt, med spørgsmålet om hvorfor vi havde et team med?.

Men skuffelsen over det mislykkede forsøg på at etablere et dansk team havde for vores vedkommende lagt sig en lille smule, da vi ca. en times tid før afrejsen fik overrakt et par flotte røde "sponsorjakker" fra PHCDKs bestyrelse, som et lille plaster på såret. Og de to flotte jakker med broderinger på ryggen, blev da også vist flittigt frem, under opholdet dernede. Og de bragte åbenbart også held, selv om farven måske burde have været blå, ligesom sløjferne! Her har i et billede af os:

Det er mere end 15 år siden vi selv startede på at konkurrere med vores heste rundt i Europa. De første år blev det dog kun til enkelte sløjfer. Men siden hen har pokalerne ofte kørt over den danske grænse, og hjem til Tistrup. Så vi håber at se nogle flere danske deltagere rundt i udlandet inden alt for mange år!

Det var for resten morsomt at stå med endnu en ”hjemmelavet” hest som Masterpiece, blandt alle de kendte store (og velbeslåede) tyskere og italienere, som både havde nyimporterede topdyr med fra USA hvor racen jo kommer fra, samt at se hvordan de til lejligheden hyrede trænere, -ligeledes fra USA,- måtte finde sig i at stå længere nede i rækken under præmieoverrækkelsen.

I denne sport er det nemlig også muligt for et lille Jysk stutteri at være med, - heldigvis for det.

For vores vedkommende er det det lange seje træk med mere end 35 års hesteerfaring, samt en omhyggelig udvælgelse af avlsdyrene og den daglige pasning og uddannelse af dem, som har gjort det muligt at begå os internationalt.

Masterpiece og Smartie repræsenterer faktisk tredie generation af vores Paint Horse avl, som vi i de seneste 18 år har beskæftiget os med.

Så vi synes godt at vi nu kan tillade os at være lidt stolte af vores kære brogede amerikaner-heste.

Vel hjemme igen, glæder vi os så til at se næste årgang af vores hestes afkom, som ventes tidligt i foråret. Måske har vi heriblandt endnu et prospekt at vise frem ved et kommende EM? Vi har faktisk allerede nye ungdyr på vej, som tegner meget lovende. Så vi ser fortrøstningsfulde frem til de kommende stævner.

Klik på billedet, for at se det i en stor opløsning

 

Herlig hilsen,

Annette og Viggo


Copyright © 2009 Circle M Farm
Senest opdateret: 26. juni 2011